|
BIRGIT LYSTAGER Mine sange Alle tiders og alle genrers danske sangerinde, Birgit Lystager, udsender nu sine bedste sange fra 60’erne, 70’erne og 80’erne. Det er pop, jazz og viser. I alt 76 sange fordelt på 6 CD’er, som udgives i en boks sammen med en booklet, der giver en fyldig beskrivelse af hendes karriere. Alle er originale indspilninger, som er digitalt renset for støj, så de kan høres og nydes i optimal lydkvalitet.
Birgit Lystager debuterede som jazzsangerinde i 1962 kun 16 år gammel. Hun blev hurtigt meget værdsat og efterspurgt af jazzensembler og orkestre. Men sideløbende med jazzkarrieren indsang hun stadig flere popsange, som opnåede stor popularitet op gennem 60’erne. Det helt store gennembrud i popgenren kom i 1970, da Birgit Lystager udsendte Smilende Susie – en sang mange den dag i dag betragter som dansktop-sangen over alle. Af andre sange fra den periode kan nævnes Lone i lårkort, Christina, Løb Samson løb, Vi har langt igen, venner m.fl.
Op gennem 70’erne blev Birgit Lystagers indsats i popgenren mere og mere raffineret. Med den amerikanske komponist Burt Bacharach som det store forbillede, udsendte Birgit Lystager i 1971 den fornemme pop-LP, Ready to meet you med musik komponeret af jazzmusikeren og arrangøren, Tom Prehn, og med tekster af forfatteren Svend Åge Madsen. Her blander Birgit Lystager kompetent sine erfaringer som jazzsangerinde med sin kreative og glade tæft for popmusikken.
I 80’erne kastede Birgit Lystager sig over viserne og viste en ny, mere stilfærdig og inderlig side af sit talent på LP’en, Øjeblikke, hvor gemalen, guitaristen Poul Freiber, var med både som komponist, akkompagnatør og producer.
Den aktuelle CD-boks, Mine sange, rummer godbidder fra alle faser af Birgit Lystagers karriere. Hun har personligt udvalgt de 76 numre, hvoraf flere aldrig har været udgivet. Læg især mærke til hendes betagende udgave af Har havet nogensinde glitret sådan. En sang af den svenske troubadour, Evert Taube, med dansk tekst af Jesper Klein. Nyd også en ny, sprudlende og swingende udgave af Smilende Susie.
Som en særlig bonus er der lagt en syvende CD i boksen med afslapnings- og meditationsmusik. En genre, som parret Lystager og Freiber med succes har beskæftiget sig med de senere år. En god skive at blive hel af, hvis man føler sig lidt halv.
Mange af Birgit Lystagers plader er ikke til at skaffe mere. Men efterspørgslen er stigende. Her er muligheden for at få fat i alle de bedste af hendes sange på én gang i udgaver, der matcher moderne musikanlæg. Birgit Lystager prægede markant populærmusikken i tre årtier. Det vil en gennemlytning af denne enestående samling sange bekræfte.
Pressekontakt:
poulfreiber@c.dk
|